Jeg er ikke i tvivl om at min søn…. Når det gælder vejret, har helt styr på tøjvalg, og at han kan mærke efter om han fryser og sveder osv…. Og det er klart, for jeg har altid stolet på at han kan. Det samme gælder maden, han spiser til han er mæt, og styrer det helt selv.

Men så lagde jeg mærke til noget…. Han var med i køkkenet og vi skulle lave mad sammen, og pludselig kunne han ikke… ” mor hvad skal jeg røre med i skålen”, “hvad skal jeg nu” og andre spørgsmål kom konstant.

Sådan er det ikke når han er med sin far i køkkenet, de læser opskriften sammen, og så går min dreng igang, selvfølgelig assisteret af sin far, men meget mere initiativrig end når han er i køkkenet med mig.

Det fik mig til at tænke på hvordan vi ubevidst påvirker vores børn med de handlinger vi gør…. Måske overtager jeg lige rigeligt. Måske tænker jeg over om der bliver uoverskueligt rodet i køkkenet, om vi bruger unødigt mange køkkenting, og om maden skal være færdig til en bestemt tid, eller andre ting der gør at jeg uden at jeg vil det, signalerer “jeg ved bedst”. Jeg giver måske ubevidst min søn følelsen af at det han gør ikke er godt nok.

Det er værd at tænke over, og prøve at gøre noget ved, for vi vil jo alle gerne at vores børn skal have følelsen at at kunne mestre det de går igang med.

Det er det udviklingsstøttende samspil går ud på. At vi skal understøtte vores børn i den følelse det er at mestre noget, så de får lyst til at prøve nye ting. Om det er madlavning, uddannelse eller andre ting, der er nyt for dem er egentligt lige meget, når bare de har fået den grundlæggende tillid til at de nok skal finde ud af det, og de stoler på deres egen evne til at finde gode og fornuftige løsninger.